Handicapbolig | Tips til indretning af handicapbolig
Gode tips til indretning af pæn og diskret handicapvenlig bolig
Er du komme i den situation, at varige funktionsnedsættelser kræver ændringer af din nuværende bolig eller nødvendiggør, at du flytter i en ny bolig, så læs her de konkrete råd til, hvor du skal skal være særlig opmærksom, og hvordan du kan indrette dig, så indretningen bliver så diskret 'hjælpsom' som muligt, men stadig ligner - og er - et hjem:
Generelt:
Gør din bolig til et sted, hvor du har lyst til at opholde dig, og hvor du nemt kan få en hverdag til at fungere. En nedsat funktionalitet vil ofte betyde, at man opholder sig mere hjemme end ellers, så det gælder om at få skabt sig et velfungerende og godt hjem. Gulvvarme bør overvejes, da det giver god komfort, ligesom boligen bør være lys (overvej mange vinduer eller evt. ovenlys), og den bør have en udsigt, som du kan lide og ikke mindst gode adgangsforhold.
Med de mange nye velfærdsteknologiske 'landvindinger', bør du overveje, om det er noget, der kan gøre livet nemmere for dig og dine nærmeste. Det kan f.eks. være et vaske-/tørretoilet (toiletter med bidét-funktioner), vandhaner med særlige gigtvenlige håndtag, hæve-/sænkehåndvask, badekar med lift, et køkkenbord og -skabe, som kan hæves og sænkes efter behov osv.
Indendørs:
Gangarealer og døre:
Alle døre og lignende bør have en fri passage på mindst 77 cm. Dørtrin og niveauforskelle på mere end 2,5 cm bør undgås mellem rummene. Tænk også i den forbindelse på adgangen til boligen via hoveddør, bryggersdør og evt. terrassedør.
Gangarealer bør være brede. Undgå tæppebelægning (især mindre tæpper, man kan falde i) og sørg for at der er god plads foran døre, så en kørestol kan vende, og at der er plads til at åbne døren for kørestolen.
Har du problemer med f.eks. balancen, kan du opsætte støttehåndtag eller en håndliste (gelænder) på f.eks. gangarealer, hvor der ikke er andre møbler at støtte sig til. Disse fås i forskellige udgaver på nettet.
Flytbare vægge er en fordel, således at f.eks. en 2-værelses bolig kan gøres til en stor 1-værelses bolig, hvis du bliver meget sengeliggende, eller der bliver behov for dobbeltseng, eller for at 2 kørestole kan komme rundt.
Egen terrasse, en altan eller f.eks. en karnap kan tilføre boligen megen værdi foruden lys, udsyn og æstetiske detaljer.
Overvej også et ekstra gæsteværelse, som en evt. hjælper kan opholde sig i, når der ikke er brug for vedkommende.
Køkken:
I køkkenet kan du få installeret beslag på bagsiden af dine nuværende køkkenmoduler, så du løbende kan justere højden på bordpladen alt efter hvem, der arbejder i køkkenet, og at overskabe f.eks. kan sænkes ned, så du kan nå indholdet fra f.eks. en kørestol eller siddende på en rollators sæde.
Du kan også overveje et fritstående, højdejusterbart køkkenbord (se foto), som kan bruges af både personer i kørestol og af stående personer.
Også i køkkenet skal der være god plads til at vende en kørestol. Gerne helt op til 170 cm. Plads til knæ og fodstøtter under køkkenvasken er en god hjælp.
Som i resten af huset er det vigtigt at betjeningshåndtag, kontakter osv. er lette at nå og betjene for personer med funktionsnedsættelser/handicap.
Soveværelse:
Du kan efterhånden få mange forskellige, flotte plejesenge, som både imødekommer dit behov for æstetik og komfort og evt. plejepersonales arbejdsmiljø. Du kan se plejesenge hos Gloria Mundi Care her.
Din seng bør være høj og kunne hæves og sænkes. På den ene side af sengen er der brug for god plads, ca. 1,5 m, så en evt. kørestol kan køre helt frem til sengen og vender der osv. En frihøjde på mindst 20 cm under sengen er vigtig, hvis der f.eks. er brug for en personlift.
Du kan få gardiner eller rullegardiner, som kan betjenes med fjernbetjening eller med stemmen.
Badeværelse:
Der skal være god plads på toilettet/badeværelset.
Inden for døren (som helst skal åbne udad), skal der være plads til at vende en evt. kørestol, dvs. 1,5 x 1,5 m.
Toilettet bør være højt, 45-48 cm og gerne med plads til toilet-/armstøtter. Er mobiliteten meget nedsat, kan du overveje et hæve-/sænkesystem, som hjælper dig op og ned på toilettet.
Plads bør beregnes i den ene side til en evt. stående medhjælper, hvis du ikke har et vaske-/tørretoilet og et hæve-/sænkesystem.
Under håndvasken bør der være plads til dine ben inkl. fodstøtter, hvis du sidder i kørestol. Overvej en hæve-/sænkbar vask, så stående personer også kan bruge den med god ergonomi (se fotoet). Håndvasken fås også med greb i fronten eller i siden, hvis du f.eks. har problemer med balancen.
Niveaufri adgang til bruseområdet er vigtig, og et opklappeligt badesæde eller en badetaburet kan være en god hjælp i badesituationen.
Overvej også støttegreb forskellige, strategiske steder - de kan også fås som 'warm touch', hvis du f.eks. lider af gigt i hænderne.
Alle håndtag til døre, vandhaner osv. skal være lette at betjene.
Vil du gerne læse en udvidet artikel om sikker indretning af dit badeværelse, kan du læse en artikel herom på vores blog.
Udendørsarealer:
Parkering og indgang: Det er vigtigt med en stor parkeringsplads tæt på indgangen, anbefalingen er, at den skal være ca. 3,5 m bred og 5 m lang. Fra parkeringspladsen til indgangen bør der være et godt fast og jævnt underlag, og hvis der er niveauforskel, skal rampen maksimalt have en stigning på 5 centimeter pr. løbende meter.
Foran indgangsdøren og ved siden af parkeringspladsen skal der være et areal uden hældning på ca. 1,5 m x 1,5 m, så kørestolsbrugere har plads til at vende. Hvis døren åbner udad, skal der være ekstra plads foran døren, så døren kan åbnes forbi kørestolen.
Generelt skal kanter, dørtrin og og niveauspring undgås og max. være på 2,5 cm.
Hvis du vil vide mere:
- Bolius har givet gode forslag til, hvordan en handicapvenlig bolig bør indrettes.
- Feriefirmaet Campaya.dk har med hjælp fra Bygge- og trafikpolitisk udvalg i Dansk Handicap Forbund udarbejdet en håndtegnet video, der viser sommerhusejere, hvordan de kan investere i at få deres sommerhuse gjort handicapvenlige. Videoen kan også give god inspiration til indretning af andre boliger, du kan se videoen her.
- Du kan også Google 'Indretning af handicapvenlig bolig' og læse flere gode råd fra forskellige aktører.