Smarte hjælpemidler i køkkenet

At lave mad i køkkenet - eller at spise resultatet af anstrengelserne - kan ofte være problematisk, hvis du har et handicap eller en funktionsnedsættelse. Hos Gloria Mundi Care gør vi en stor indsats for at finde hjælpemidler, der letter dagligdagens udfordringer og som samtidig har et flot og stilrent udseende og derfor ikke ligner et traditionelt hjælpemiddel.

I denne artikel får du et overblik over hvilke hjælpemidler i vores udvalg (eller andre steder), der kan være nyttige i forbindelse med forskellige slags handicap og funktionsnedsættelser, når man spiser og laver mad i køkkenet.

OBS! Har du behov for hjælp, er du meget velkommen til at ringe (på tlf. 51 15 01 10) eller skrive til os (på [email protected]) og få vejledning og inspiration.

Ryster på hænderne (tremor)

Når man ryster på hænderne, også kaldet tremor, kan det være svært at skabe sig en normal dagligdag. Det kan være svært at lave mad, spise, rydde op og vaske op og en masse andre ting.

iEAT Mekanisk Spisestøtte er et hjælpemiddel udviklet til personer med f.eks. Parkinsons sygdom. Dette spiseredskab er udviklet til at give modstand til hånden, så rystelserne bliver dæmpet. Dette gør det muligt at spise uden at spilde. Er det ikke muligt at gennemføre et helt måltid med iEAT Mekanisk Spisestøtte, kan man benytte iEAT Spiserobot, som kan indstilles til semi- eller fuldautomatisk spisning, så maden automatisk føres op til munden, hvorved kan kan spise selv uden assistance fra andre (dvs. madning). iEAT Spiserobot er batteridrevet, så den også nemt kan tages med udendørs, når vejret f.eks. er godt.

Tilsvarende har vi kruset Magicup, som lukker topventilen i et splitsekund, hvis man ryster på hånden, eller hvis den er på vej til at vælte. Derved sparer man sig for mange bekymringer, da indholdet ellers kan risikere at ryge ud over en selv eller omgivelserne.

Svækkede led i hænderne pga. gigt m.v.

Der findes mange hjælpemidler, som kan bistå, hvis man ikke har mange kræfter i hænderne til at udføre køkkenarbejde, flere er nævnt både oven- og nedenfor.  Vi vil blot gøre opmærksom på en speciel ske, ELISpoon (se oven for), som kan gøre det mindre vanskeligt at spise, hvis man har udfordringer med sine led. Den har en indbygget nivelleringsfunktion ved ske-hovedet, som sørger for at holde skeen med maden vandret, uanset hvordan man holder eller bevæger håndleddet. 

Dette kan gøre det meget lettere at spise, fordi man derved skåner sit håndled, ligesom man kan sætte en lille strop hen over håndryggen, så man ikke behøver at bruge fingerkræfter på at holde fast om skeen.

En anden smart ting at have i huset, når man døjer med gigt, er Elefoam sæbedispenser. Det er en berøringsfri sæbedispenser, der ved hjælp af nogle sensorer doserer en lille mængde sæbeskum, når man fører hånden tæt på. På den måde er man fri for at trykke på knapper eller pumper for at få adgang til sæbe. Løsningen er desuden meget hygiejnisk. Vi har flere typer berøringsfri sæbedispensere, som ses her

Her kan du se et særligt pakketilbud, vi har sammensat til personer med gigt:
 

Én hånd til rådighed

Hvis du kun har en hånd til rådighed, kan det være nærmest umuligt at agere i et køkken. Gloria Mundi Care har samlet et udvalg af produkter, der kan betjenes med en hånd og som derved gør arbejdet i køkkenet lettere.

Vi har en hel del smarte ting, der hjælper alle i køkkenarbejdet: Hvem vil f.eks. ikke gerne undgå, at gryder koger over, så man står med optørringsarbejde og en gryde, som måske skal tørres af, før man kan fortsætte madlavningen? Dette kan det smarte silikonelåg Kochblume forhindre. Låget fås i to størrelser og sørger for, at dine gryder aldrig koger over mere.

Flere af den slags praktiske køkkenredskaber finder du i vores kategori 'Koge og Bage' og 'Køkkenredskaber'.

Der findes efterhånden findes en del køkkenrulleholdere, som det er muligt at benytte med én hånd, se eksemplet i fotoet nedenfor. Du skal kigge efter en køkkenrulleholder med tung bund, så den bliver solidt stående på bordet, når der rives et stykke køkkenrulle af. I toppen eller for neden skal der være en stoppemekanisme, som holder igen på rullen og giver modstand, når man river et stykke papir af og sørger for at rullen ikke ruller ud – selv når størstedelen af rullen er brugt.

Når et stykke køkkenrulle er brugt og skal smides ud, kan det også være et problem kun at have en hånd til rådighed. Her anbefaler vi Rimini berøringsfri affaldsspand fra Steel Function. Denne affaldspand har en indbygget sensor, der sørger for at låget åbner, når hånden kommer tæt på. Låget lukker automatisk igen efter 7-8 sekunder. Denne affaldsspand fås i 9, 12, 30 og 50 liters størrelser.

En tredje ting, der kan være en udfordring i køkkenet er at putte ting i bøtter. Her er 'One Hand Boxsæt' eller tilsvarende bøtter fra f.eks. OXO Good Grips en rigtig stor hjælp. Beholderne åbnes let ved et tryk på det afmærkede område i kanten af låget. Herefter kan låget nemt løftes af, og der kan puttes indhold i. Herefter sættes låget på, og der trykkes på det afmærkede område i midten af låget, hvilket lukker det tæt på igen, uden brug af kræfter. 

Tukan køkkenrulleholder, rimini affaldsspand og one hand box sæt

Svindende kræfter

Madlavning kan ofte være en udfordring, hvis man har nedsat styrke i hænder og arme. Det kan være svært at holde fast på redskaberne og svært at være præcis i madlavningen.

Alligator Chopper er en stor hjælp i køkkenet. Den hjælper med at skære grøntsager i ensartede skiver og tern. Dette kan være en fordel for folk, der har svært ved at holde på en kniv, idet man kan presse med flad hånd eller underarmen på en helt vandret flade ('næbbet) på Alligator Chopper. Vi har i øvrigt en hel kategori med redskaber til at rive og snitte i vores webshop, som du kan hente inspiration i.

En anden ting, der kan være udfordrende, er at holde en skål stille, mens man rører i den. Her kan du med fordel bruge en 'skåleholder', EasyUp, som via sugekopper og elektrisk skabt undertryk næsten giver dig en ekstra hånd i køkkenet ved at holde tingene fast til bordet, mens du arbejder med dem. EasyUp kan også bruges til at fastholde gryder, åbning af (mælke-, ymer, yoghurt-)kartoner, vandflasker, fastholdelse af et æggebæger m.v. Dette kræver blot, at du køber de forskellige tilbehørsdele, som fås til hjælpemidlet.

Også en Staybowlizer er en rigtig god løsning. Staybowlizer sættes på bordet, og skålen sættes ovenpå. Herefter trykker man ned på skålen, hvilket giver et undertryk, der holder skålen fast til bordet. Så kan du nemt røre i skålen uden at skulle holde på den. Staybowlizer kan findes på nettet. 

Alligator chopper, EasyUp og Staybowlizer

Når køkkenet skal gøres rent, kan det være en udfordring at vride en karklud. Her anbefaler vi Easy Squeezey karkludsvrider. Den våde karklud placeres i røret, der sættes ned i køkkenvasken, hvorefter stemplet presses i bund (brug gerne kropsvægten). Herefter kan karkluden fjernes fra karkludepresserens bund og er klar til brug.

Som noget nyt - og særligt velegnet til personer med gigt, apopleksi, sclerose, muskelsvind m.v. - kan Power Assist Glove være en hjælp til at gribe fat om redskaberne, dels i en arbejdssituation, dels under f.eks. spisning. Handsken kan vaskes, og den er ganske behagelig at have på, da stoffet er åndbart.

Har du problemer med at stå op i længere tid ad gangen, bør du overveje en Sanus Sundhedsstol eller en Sanus Højstol med fodstøtte. Den fås i forskellige højder og i kunstlæder, så den nemt kan tørres af, når du er færdig. Armstøtten kan drejes ind foran kroppen, så du kan støtte underarmene på den under arbejdet.

Også Vela Tango 100-stolen er meget brugt i køkken og til spisning, da den kan indstilles i et utal af kombinationer efter behov og dermed kan opfylde langt de flestes behov for støtte, så en god siddestilling opnås.

Easy Squeezey, Power Assist Glove og Sanus højstol og - sundhedsstol

Letter opgaverne i dagligdagen

Gloria Mundi Care har et bredt udvalg af hjælpemidler, og vi har en lang række produkter, der også henvender sig til personer uden nogle former for udfordringer. De fleste mennesker har travlt i dagligdagen og leder derfor efter måder at lette madlavningen i en stresset hverdag.

Mange ønsker dagligdagens madlavning nemmere og hurtigere. Lékué omeletform er en løsning på dette. Denne omeletform er beregnet til mikroovnen. Her hælder man bare æggeblandingen i og putter den i mikroovnen. Den tages ud, vendes og puttes ind igen. Dette resulterer i en perfekt og hurtig omelet i en hektisk dagligdag. Tilsvarende har vi f.eks. beholdere til kogning og stegning af f.eks. majskolber og bacon.

Andre artikler om aflastning af led og god indretning af dit køkken

Du kan også læse vores ergoterapeuts artikel om "Aflastning af dine led med helt almindeligt køkkentøj", især hvis du f.eks. har problemer med gigt og smerter i fingre, håndled og arme.

Vi har desuden skrevet en artikel om god indretning af bl.a. dit køkken, hvis du vil have tips til at forebygge (yderligere) belastningskader under køkkenarbejdet. 

God arbejdslyst i køkkenet!

PS: Har du en specifik udfordring i køkkenet, må du meget gerne spørge os til råds. Vi får løbende mange nye, spændende hjælpemidler, og ellers vil vi henvise dig til kolleger i branchen, hvis vi kender til et produkt, der kan hjælpe dig.

Vi vil også råde dig til at kigge dig omkring i vores forskellige kategorier under Køkken, og ellers har vi også de mere specifikke kategorier, hvis du har et særlig behov for hjælpemidler i hverdagen til f.eks. gigt, tremor, balance m.v.